SKANDINAVIENS STØRSTE SKIOMRÅDE er Funäsdalen. Det består af 5 skiområder; Tänndalen, Ramundberget, Funäsdalsberget, Tännäskröket och Kappruet, og hvert område har sine unikke pister og egenskaber. Sammen danner de ramme om 136 pister med skiløb for alle niveauer. Og med den gratis skibus er der rig mulighed for at få prøvet hele området af. Skiområdets længste nedfart er 2.100 meter. Læg dertil over 300 km præparerede langrendsspor i verdensklasse, og du har et sandt ski-paradis.
Intet andet sted i Sverige sner det så meget som det gør i Funäsdalen. I løbet af en almindelig vinter falder der 5 meter sne. Men både 7 og 8 meter sne er ikke uhørt. Af samme årsag er snekanoner et fremmedord i Funäsdalen. Sæsonen begynder i november og man kan stå på ski helt frem til slutningen af april.
Skandinaviens største skiområde
Foruden alpint, off piste og langrend, er der mulighed for både aftenskiløb, snescooterkørsel, isklatring og heliskiing. Gondolliften står klar til at løfte dig op på toppen af Funäsdalsberget, og derfra tage hul på det fantastiske skiområde!
Der findes 29 spisesteder i Funäsdalen – alt fra restauranter og cafeer, til små hytter der sælger små lokale delikatesser - så det er oplagt at nyde frokosten i terrænet imens man nyder den smukke natur.